Søren Madsen, der tiltrådte som Vækstpilot hos BDNORDIC pr. 1. november 2022, er også aktiv musiker i sin fritid og har dermed selv stået med lige præcis det behov, som BDNORDICS nye koncept, DMC, nu forsøger at favne.
”Efter selv at have siddet med hele pakken – at booke, brande, markedsføre og i det hele taget skabe et eksistensgrundlag for de bands, jeg er involveret i, ved jeg også hvilke værktøjer, jeg har manglet”, siger Søren. ”Dem har vi nu samlet i et koncept, som vi har valgt at kalde DMC – Danish Music Community.
”Det, der kræves af os i dag som udøvende kunstnere og musikere er, at vi afspejler seriøsitet. Gør vi IKKE det, bliver vi heller ikke taget seriøst af bookerne. I 90% af tilfældene kræver bookerne, at vi har en egen hjemmeside og ikke kun en Facebookprofil, hvor man i princippet ikke ejer og kontrollerer sin egen data. Derfor bør de sociale medieprofiler udelukkende bruges som et supplement til éns markedsføring og ikke som den primære kanal”, fortsætter han.
”Når bands f.eks. henvender sig til bookerne online via spillestedets formular og kun kan referere til deres Facebookprofil, er der stor risiko for, at henvendelsen ikke bliver taget seriøst.
Ideen til DMC opstod, da Søren selv sad med frustrationen over at skulle navigere i en uoverskuelig musikalsk jungle og havde svært ved at gennemskue, hvem der kunne hjælpe med f.eks. grafisk design, tryksager, backdrop, merchandise, musikvideoer mm. Da han endelig – efter flere år – fik etableret sit eget musikalske netværk, var det jo oplagt at andre også kunne finde det anvendeligt og brugbart.
Og dermed var fundamentet til DMC grundlagt.
Tanken blev udvidet med muligheden for at udvikle et ’bandhotel’ – et community, hvor musikere kan netværke, hvor bookere kan finde musik, og hvor man som band får et visuelt løft og en øget effektivitet, blandt andet med bedre synlighed på Google.
Når bands først er en del af fælleskabet DMC, får de – udover mulighed for et unikt musikalsk fællesskab, hvor der løftes og markedsføres i flok – rabat på tilkøb, som for eksempel branding, søgemaskineoptimering, pressemeddelelser, webbannere, drift og udvikling af content til sociale medieprofiler, pressemeddelelser og meget mere.
Læs mere om DMC her.